Uddannelse kan reducere risikoen for overvægt og mistrivsel

Det er ikke nok kun at tale om kost og motion, når vi vil forebygge overvægt hos børn og unge, mener forsker bag ny undersøgelse
Et forskningsprojekt, der udgår fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning, har fulgt et udsnit af en hel årgang (årgang 1989) fra tidlig barndom til voksenalder. Formålet var at finde frem til flere af de bagvedliggende årsager til mistrivsel og overvægt.
 
På grundlag af spørgeskemasvar og registeroplysninger om opvækstforhold og trivsel fra mere end 3.000 mennesker, kan forskerne nu pege på en række vigtige forhold, der påvirker børn og unge i opvæksten.
 
Både forældre og børns uddannelsesniveau påvirker sundheden
Resultaterne fra undersøgelsen (3-årigt ph.d.-projekt) viser bl.a., at:
  • Unge har højere risiko for overvægt og for depressive symptomer, hvis forældrene har lavt uddannelsesniveau
  • Unge har højere risiko for depressive symptomer, hvis de ikke oplever, at deres familie fungerer godt
  • Unges uddannelse kan være med til at reducere risikoen for svær overvægt, når de bliver voksne
 
Kost og motion er ikke nok
Undersøgelsen viser, at forældres uddannelsesniveau er en væsentlig faktor for børn og unges trivsel og helbred, mens de bor hjemme, men også senere, når de flytter hjemmefra. Med andre ord er det ikke nok at tale om kost og motion, hvis trivslen og sundheden hos børn og unge skal fremmes.
Ifølge dette studie bliver børn og unges trivsel og sundhed i høj grad også påvirket af familierelationer, tryghedsfølelse (økonomisk og socialt) og uddannelsesniveau i familien.
 
Yderligere oplysninger
  • Studiet udgår fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning
  • Studietype: 3 kvantitative forløbsstudier baseret på VestLiv-kohorten (se www.vestliv.dk)
  • Samarbejdspartnere: University of Oxford
  • Interessekonflikter: Nej
 
Læs de videnskabelige artikler
De videnskabelige artikler bag studiet er udgivet i peer-review tidsskrifter og kan tilgås via nedenstående links:
 
Poulsen PH, Biering K, Winding TN, Aagaard Nohr E, Andersen JH. "Influences of childhood family factors on depressive symptoms in adolescence and early adulthood: A Danish longitudinal study." Scand J Public Health. 2020 Nov;48(7):715-725. doi: 10.1177/1403494819870056. Epub 2020 Jan 21. PMID: 31960768.
 
Poulsen PH, Biering K, Winding TN, Nohr EA, Andersen JH. "How does childhood socioeconomic position affect overweight and obesity in adolescence and early adulthood: a longitudinal study." BMC Obes. 2018 Dec 3;5:34. doi: doi.org/10.1186/s40608-018-0210-8. PMID: 30524739; PMCID: PMC6276194.
 
Poulsen, P.H., Biering, K., Winding, T.N. et al. "How does psychosocial stress affect the relationship between socioeconomic disadvantage and overweight and obesity? Examining Hemmingsson’s model with data from a Danish longitudinal study." BMC Public Health 19, 1475 (2019). doi: 10.1186/s12889-019-7699-8
 
Kontakt: Per Høgh Poulsen, forsker, ph.d. tlf. 7843 3500 (hovednr.) eller perhpo@rm.dk

 

This page load time was 0.025 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk