Ny viden: Dansk spørgeskema måler, som det skal 

Resultatet er vigtig viden for fysioterapeuter, der bruger spørgeskemaet til at måle skulderpatienters funktionsevne 

Både forskere og fysioterapeuter bruger ofte spørgeskemaer, bl.a. for at måle patienters smerter og funktionsniveau. Derfor er det vigtigt, at spørgeskemaerne har pålidelige måleegenskaber. 

I et nyt studie har forskere fra Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest og praksiskonsulent for fysioterapi i Region Midtjylland vurderet måleegenskaberne for den danske version af spørgeskemaet Disabilities of the Arm, Shoulder and Hand (Quick-DASH). Forskningen blev udført blandt 261 patienter med skuldersmerter, der fik behandling i en fysioterapipraksis. 

Forskerne vurderede dels, hvor godt spørgeskemaet måler ændring i patientens funktionsevne over tid, dels hvilken ændring i funktionsscoren, der udtrykker, at patienten har oplevet en klinisk relevant forbedring.

Vigtig viden til fysioterapeuter

Resultaterne viser, at den danske version af Quick-DASH klarer sig godt på begge de nævnte parametre. Samtidig viser undersøgelsen, at en ændring i funktionsscoren skal være på minimum 33% (3 måneder efter behandlingsstart) og 41% (6 måneder efter behandlingsstart), hvis den skal udtrykke en klinisk relevant forbedring i skulderpatienternes funktionsevne.

Resultatet er vigtigt for fysioterapeuter, der bruger spørgeskemaet til at vurdere løbende ændringer i funktionsevnen hos skulderpatienter. Nu har de konkrete grænser for, hvornår en ændring i spørgeskema-scoren er reel.

Yderligere oplysninger

·        Studiet er et kvantitativt studie udført i samarbejde mellem Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, universitetsklinik ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Koncern Kvalitet, Region Midtjylland.

·        Studiet er støttet af Region Midtjyllands Praksisforskningsfond

·        Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Health and Quality of Life Outcomes (2018) med titlen Responsiveness and minimal important change for the quick-DASH in patients with shoulder disorders

 

This page load time was 0.048 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk